Her til morgen dukkede en gammel kending op i CD spillen. Ud af højttalerne lød en af mine favorit tekslinier “Inden vi slukker og siger farvel, tænder en pige en dreng med sig selv”. Gode gamle Dodo! Lige den linje er en af dem der sætter gang i min indre biograf. Jeg synes simpelthen det er en hel nat komprimeret til så få ord. Jeg er tilbage i mine yngre år og en koncert i Aalborg, København eller Tórshavn. Ikke nødvendigvis med Dodo, men bare den stemning og de blikke der hører til sådan en aften eller nat.

dodo1.jpg

Måske banalt, men det er - for mig i hvert fald - det der gør musik til meget mere end musik. Et riff, en tekstlinie eller noget andet, som skubber videre og sætter noget i gang.

Her er en anden:
“Jeg har fundet mig en kæreste
hun er li’så dum som mig
Det’ det enest’ vi har tilfælles - udover
at vi skal hver sin vej. ”

Et underfundigt ordspil fra Nikolaj (og Piloterne) som i hvert fald har fået smilet og eftertanken frem hos mig mindst 100 gange. Ja, og nu smiler jeg igen - skal lige ind og finde skiven……

Læg et svar